Roskildes Toner - en sang til det sted vi bor

Roskildes Toner er sat i verden for at undersøge hvad, der gør Roskilde Kommune til et særligt sted og indkapsle det i en sang.

Om Roskildes Toner

I løbet af efteråret 2025 vil Roskilde Kommunes Stadsmusikanter i Dreamers’ Circus sammen med tekstforfatteren Bisse færdiggøre den nye sang til det sted vi bor.

Sangens tekst bliver skrevet på baggrund af input fra borgerne i Roskilde Kommune. Kommunens rige musikliv har i workshops med Dreamers’ Circus bidraget med inspiration til sangens stemning og lyd. 

Sangen præsenteres for alle i 2026.

Projektet er søsat af Musikbyen Roskilde i samarbejde med Roskilde Bibliotekerne med støttet fra Musikbyudvalget i Roskilde Kommune.

Roskildes Toner - en film

Da Bisse og Dreamers' Circus var værter til morgensang på Roskilde Bibliotek tirsdag d. 7. oktober, bad vi dem sætte et par ord på deres forhold til Roskilde, og hvorfor de har valgt at gå ind i den svære opgave det er at skrive en fælles sang til Roskilde Kommune.  

Det er der kommet en lille film ud af, som kan ses her.

Filmen er produceret for Roskildes Toner af Westsea Studio

  • Om Dreamers' Circus

    Dreamers’ Circus er udpeget som Stadsmusikanter i Roskilde Kommune.

    Siden 2021 har den dansk/svenske folkemusiktrio været del af en række samarbejder med kommunens musikliv med henblik på at styrke kendskabet til og videreudvikle vores fælles musikalske kulturarv.

    Trioen består af vilonisten Rune Tonsgaard Sørensen, der er født og opvokset i Roskilde, pianisten og komponisten Nikolaj Busk, samt cittern-spiller og violinist Ale Carr.

    Dreamers’ Circus er internationalt anerkendt for deres moderne version af nordisk folkemusik og spiller koncerter i Skandinavien, Europa, USA, Australien og Japan.

    Dreamers' Circus om Roskildes Toner

    ”At skrive en sang, der indkapsler essensen af en by, er ingen let opgave. Men som stadsmusikanter i Roskilde Kommune ser vi det som en fornem og ærefuld udfordring. Roskilde er en by med en stærk og levende musiktradition, og derfor går vi til arbejdet med fuldt engagement og åbent sind.

    Vores håb er at forme en melodi, som rodfæstes i byens historie og stemning – og som samtidig kan synges, spilles og elskes af mange, både nu og i fremtiden.”

  • Om Bisse

    Thorbjørn Radisch Bredkjær, bedre kendt som Bisse, er en dansk sangskriver og musiker, der siden 2014 har udgivet en lang række dansksprogede album.

    Bisse om Roskildes Toner

    ”Det er en stor ære for mig at skulle være en af tovholderne for en fælles sang om Roskilde, som har en særlig plads i mit hjerte.

    Jeg kom til som ung fra oplandet for at studere på Roskilde Gymnasium. Domkirkens to tårne kunne jeg se fra markerne ude i min landsby, og de blev symbolet på udlængsel og eventyr for mig. Det var her den store verden lå og ventede. Jeg glæder mig meget til at skrive videre på min og alle andres historie om Roskilde i den nye fællessang."