Roskilde får snart en helt ny sang baseret på bidrag fra borgerne

Projektet ”Roskildes Toner – en sang til det sted vi bor” er sat i verden for at undersøge hvad, der gør Roskilde til et særligt sted med udgangspunkt i borgernes forhold til hjemstavnen og indkapsle det i en sang.

Roskildes Toner Postkasse. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Siden tidernes morgen har poeter og spillemænd besunget deres kærlighed til det danske land og skabt musikalske postkort om livet, som det leves i fællesskabet mellem mennesker, der bor det samme sted. Roskilde er et godt eksempel på det. Egnen rummer en skattekiste af melodier, som er blevet spillet til fester, møder og forsamlinger gennem tiden. 

Men hvordan lyder en nutidig Roskildesang? Og hvad kendetegner det levede liv i Roskilde Kommune i dag? Det forsøger initiativet Roskildes Toner at blive klogere på og indkapsle resultatet i en Roskildesang, der kan givet et nutidigt bidrag til den lokale sangskat.

Hvorfor skal Roskilde have en sang?

Projektet er født ud af et samarbejde mellem musikbysmediet Polyfon og Roskilde Bibliotekerne, og er støttet af Roskilde Kommunes Musikbyudvalg. Ifølge borgmester og formand for Musikbyudvalget, Tomas Breddam, er der masser af potentiale i en ny Roskildesang baseret på et samarbejde mellem byens borgere og de stærke kræfter i Musikbyen.

”Musik er et universelt sprog, og sang har en fællesskabende kraft. Vi håber, at en ny Roskildesang kan blive et musikalsk samlingspunkt for både store og små begivenheder og være et nutidigt bidrag til vores lokale kulturarv,” udtaler Tomas Breddam.

Postkassens turne starter på Stændertorvet onsdag d. 20. august i forbindelse med 'Liv på Stændertorvet'. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Sangen skal kunne synges af alle og indgå i forskellige sammenhænge og begivenheder rundt omkring i kommunen. Med tiden håber initiativtagerne, at borgerne tager sangen til sig, og at den bliver en del af den lokale kulturarv. Men det er nemmere sagt en gjort, og holdet bag går da også til opgaven med respekt, fortæller Musikbyssupervisor Mikael Pass fra Polyfon og Alle Tiders Musikby:

”Det er selvfølgelig ikke nogen nem opgave at koge en stolt og mangfoldig kommune, som Roskilde jo er, ned i versform, men vi håber, at sangen vil være alsidig nok, til at mange borgere kan spejle deres forhold til Roskilde i hele eller dele af sangen.”

Slip fantasien løs på et postkort

Den nye Roskildesang skal vækkes til live med inputs fra kommunens borgere. Derfor kan alle give deres bidrag på et postkort og smide det i en postkasse, der er dedikeret til projektet. Postkassen står på Stændertorvet og Roskilde bibliotekerne fra d. 18 august til d. 1. oktober 2025 (se postkassens rute i en oversigt nedenfor). På postkortet opfordres byens borgere til at skrive eller tegne noget, der viser, hvad Roskilde er for dem.

Borgernes personlige postkort danner inspirationsrammen for sangens tekst, som bliver skrevet af den anerkendte sangskriver Bisse. Et forløb den erfarne musiker og ordsmed ser frem til. 

”Det er en stor ære for mig at skulle være en af tovholderne for en fælles sang om Roskilde, som har en særlig plads i mit hjerte.

Jeg kom til som ung fra oplandet for at studere på Roskilde Gymnasium. Domkirkens to tårne kunne jeg se fra markerne ude i min landsby, og de blev symbolet på udlængsel og eventyr for mig. Det var her den store verden lå og ventede. Jeg glæder mig meget til at skrive videre på min og alle andres historie om Roskilde i den nye fællessang,” lyder det fra Bisse med det borgerlige navn, Thorbjørn Radisch Bredkjær.

Postkort og postkasse er designet af Christina Christensen og Lærke Bondesen, som er dimitteret fra FGU, Roskilde. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Her kan du smide et postkort i Roskilde Toners postkasse

  • Onsdag d. 20. august: Stændertorvet til 'Sommerliv på Stændertorvet'
  • Uge 34 (20.-25. august): Stuen, Byens Hus
  • Uge 35 (25.-31. august): Ågerup Bibliotek
  • Uge 36 (1.-5. september): Gundsømagle Bibliotek
  • Uge 37 (6.-14. september): Hovedbiblioteket
  • Uge 38 (15.-21. september): Viby Bibliotek
  • Uge 39 (22.-28. september): Gadstrup Bibliotek
  • Uge 40 (29. september- 5. oktober): Jyllinge Bibliotek

Det melodiske udgangspunkt

Da det skulle besluttes hvem, der skulle komponere sangens melodiske grundlag, lå det til højrebenet at vælge Dreamers’ Circus, fortæller Polyfons Mikael Pass:

”Som Stadsmusikanter i Roskilde siden 2021, har trioen et solidt kendskab til kommunens traditionsrige musikarv, og som topklasse musikere, komponister og fortolkere af den nordiske musiktradition kan de om nogen løfte den udfordrende opgave det er at oversætte Roskildes mangfoldighed og karakteristika til et melodisk forløb.”  

Dreamers' Circus med rigsspillemand, Poul Bjerager. Foto: Emil Sørensen.

Som første kompositoriske skridt inviterede Dreamers’ Circus Roskildes musikmiljøer ind i arbejdsrummet til to åbne workshops, hvor kommunens dygtige musikere, sangskrivere og fagfolk har bidraget med inspiration, idéer og feedback på melodiske skitser. Alt det indgår i det fortsatte arbejde med at færdiggøre den nye Roskildesang.  

”At skrive en sang, der indkapsler essensen af en by, er ingen let opgave. Men som stadsmusikanter i Roskilde Kommune ser vi det som en fornem og ærefuld udfordring. Roskilde er en by med en stærk og levende musiktradition. Derfor går vi til arbejdet med fuldt engagement og åbent sind.

Vores håb er at forme en melodi, som rodfæstes i byens historie og stemning – og som samtidig kan synges, spilles og elskes af mange - både nu og i fremtiden,” siger Dreamers’ Circus.

I slutningen af 2025 går Bisse og Dreamers’ Circus sammen for at færdiggøre sangen i fællesskab.  

Verdenspremiere 2026

Sangen får sin officielle premiere ved Roskilde Litteraturfestival i maj 2026. Men du kan allerede møde de kreative kræfter til morgensang på Roskilde Bibliotekerne d. 7. oktober, hvor Bisse og Dreamers’ Circus er værter og vil få overdraget de indsamlede postkort. Læs mere om morgensang på Roskilde Bibliotekerne her.

Morgensang på Roskilde Bibliotek. Foto: Sanne Aabjerg Kristiansen.