Når publikum tager ordet: Eksperiment peger på nye veje for musikanmeldelsen

Støvkornene knitrer i den skarpe eftermiddagssol, og der er en behagelig og forventningsfuld stemning på Roskilde Festival pladsen søndag d. 29. juni, hvor First Days programmet er skudt i gang.

Annika Glargaard kan ikke tage del i den rare, afslappede stemning på pladsen. Hun bevæger sig væk fra solskinnet og ind i mørket under Gaiascenens teltdug, hvor hun må skubbe sig frem i mængden af slidte denimveste og langt hår, der bliver kastet rundt til musikken af det københavnske powerviolence og grindcoreband Casket Spray. Hun har nemlig fået til opgave at anmelde bandet for musikmediet Passive/Aggressive (P/A).

Hun har aldrig skrevet en anmeldelse før. Alligevel er det hende, der har ansvaret for at indfange koncertens væsen i ord. Ikke som fan på Instagram. Ikke som kritiker med et decimal-point system. Men som et menneske, der prøver at finde et sprog for det, kroppen oplever.

Da de første toner slår an og de hurtige buldrende trommer lyder fra scenen, bliver hun bekræftet i den følelse hun havde hjemmefra – at det lyder mere af byggeplads end som musik, der er tiltænkt lyttere. Men undervejs i koncerten sker der noget for den selverklærede P3-pige. Hun overgiver sig til stemningen i teltet og indser, at der er noget på spil i musikken. Et opråb, en energi og et fællesskab, som hun ikke kan andet end at beundre og leve sig ind i.

”Jeg begyndte at forstå, hvorfor folk kaster sig ind i det. Det var råt, intenst – og det var vigtigt for dem. Det kunne jeg virkelig mærke. Jeg tror ikke, jeg bliver metalfan, men jeg forstod fællesskabet,” siger Annika, da jeg møder hende og anmelderpartneren Emma Nophiran til en snak om det eksperiment, de er hovedpersoner i. Et eksperiment, som forsøger at bløde op for musikanmeldelsen, som vi kender den. 

Den klassiske kulturkritiske musikanmeldelse er nemlig i opbrud disse år.

Internationale stjerner som Sabrina Carpenter og Limp Bizkit har frabedt sig koncertanmeldelser, og herhjemme har den danske artist Saint Claras afvisning af bestemte danske anmeldere været genstand for debat.

Samtidig vandrer læserne fra den klassiske musikanmeldelse i hobetal. Det har ført til en halvering af musikjournalistisk dækning i de danske dagblade de sidste 10 år.

I samme periode er de sociale medier eksploderet med publikums egen dækning af koncerter og albumudgivelser i form af korte videoreaktioner og personlige beretninger.

Det var netop det nye medielandskab, musikmediet Passive/Aggressive talte ind i med deres eksperiment på årets Roskilde Festival, hvor de lod de uprøvede kræfter, Annika Glargaard og Emma Nophiran, udgøre en publikumsredaktion som erstatning for den normale festivalredaktion af erfarne skribenter.

Eksperimentet er et nik til debatten om musikjournalistik, fortæller Passive/Aggressives redaktør, Mathias Schønberg, som er initiativtageren bag.

”Lad os se hvad der sker, hvis vi inddrager publikum i anmeldelsesrummet. At tage det alvorligt som et forslag til forandring i stedet for at afvise det kategorisk, som jeg synes nogle danske medier har haft tendens til,” siger han.

Det her projekt er kun et første skridt i Passive/Aggressives arbejde med udvikling af musikjournalistikken. På baggrund af støtte fra Musikbypuljen er de i stand til at lave et redaktionelt arbejde og længerevarende vidensindsamling, de normalt ikke har tid og penge til at udføre, lyder det fra Passive/Aggressives redaktør.

”Det kommer ikke kun os selv til gode, men kan forhåbentlig inspirere andre musikaktører til at udvikle på musikkritikken og anmelderformater”, siger han.

Samtalen om musikjournalistik fortsætter på Grasp Festival 2025. I debatten “En ny tid for musikanmeldelsen” undersøger Mathias Schønberg, hvordan vi kan redefinere musikanmeldelsens position i samfundet, så ny musik bliver relevant for flere i samtale med Henrik Holm fra Gimle og Regitze Skipper Bundgaard fra Gaffa.

Mathias Schønberg understreger, at eksperimentet ikke skal stå alene og ikke er en revolution mod den kulturkritiske musikanmeldelse. Men det viser, at anmeldelser kan være andet end eksperters domme. De kan være en social samtale, hvor flere perspektiver mødes.

“Publikum er eksperter i deres egne oplevelser,” siger Mathias.

“Det betyder ikke, at den kunstfaglige kritik er overflødig. Men vi tror, at publikumsperspektivet kan være et vigtigt supplement. Faktisk tror jeg, at nye initiativer som det her kan bringe nyt liv til en genre, der alt for længe har stået stille og været isoleret fra de mennesker, den egentlig skal tale til.”

Anmeldelsen har en central rolle, når det kommer til den betydning kunst og kultur har for at bearbejde nye sociale fænomener og en verden i forandring, mener Mathias:

”Den diskussion og eftertanke, som anmeldelsen skal være katalysator for, er en meget væsentlig komponent i kunstens potentiale for at skabe forandring. Men hvis anmeldelsen isolerer sig i sin egen ekspertviden, risikerer den at tabe publikum. Så bliver den et træ, der falder i skoven, uden at nogen hører det.”

For P/A handler eksperimentet om ét grundlæggende spørgsmål: Hvorfor læser vi ikke længere anmeldelser?

Her er en stor del af problemet en manglende udvikling i formatet, når jeg spørger Mathias.

“En anmeldelse i dag ligner på mange måder en anmeldelse for 30 år siden. Stjerner, hjerter, og de samme sammenligningsparametre: Var pladen bedre end den forrige? Hvordan var koncerten i forhold til den sidste? Det er forudsigeligt, og hvis læserne ikke længere føler, at de kan spejle sig i anmeldelserne, så vender de sig mod andre informationskilder.”

Annika anerkender, at mange anmeldere er dygtige i deres arbejde, og at de med deres brede musikviden også skal have deres stemme hørt, men hun sidder ofte med følelsen, at anmeldelser vægter clicks og drama over musikoplevelsen.

“Nogle gange bliver anmeldelserne bare for larmende og hårde. Det kan føles som om, at de til tider handler mere om sprog og referencer eller at vække en større debat, end de handler om musikken i sig selv.”

Emma giver sin anmelderkollega ret i, at anmeldelser i dag ofte er præget af kynisme.

“Det er vildt sårbart at stille sig op på en scene. Selvfølgelig må man gerne være kritisk, men det kan gøres på en konstruktiv måde. Jeg savner mere respekt for kunstnerens arbejde, uden at det betyder, at man skal være udelukkende positiv.”

Derfor var Emma også glad for at være med i projektet. For hende føltes det som en håndsrækning til nye stemmer.

”Der er brug for flere kvinder og flere minoriteter i musikjournalistikken. Det kan styrke diversiteten og gøre anmeldelser mere vedkommende for et bredere udsnit af musikpublikummer,” siger hun.

Det er de alle tre enige om. De mener, at musikjournalistikken har brug for bredere repræsentation.

”Selvom der har været en positiv udvikling med flere kvindelige anmeldere, er det stadig hovedsageligt en smal gruppe, der dominerer. Hvis musikkritikken skal spejle publikum, må den åbne sig for flere stemmer og kulturelle baggrunde,” lyder det fra Mathias Schønberg.

De to anmeldere blev dog ikke valgt ud af de mange ansøgninger på grund af deres køn, forklarer han:

”Vi valgte udelukkende Annika og Emma ud fra deres ansøgning. Vi ser ikke noget problem i, at de er to nogenlunde jævnaldrende kvinder (26 og 27 år). De har forskellig kulturbaggrund og meget forskellig musiksmag, erfaringsgrundlag og interesser. På den måde repræsenterer de hver deres udsnit af Roskilde Festivals gæster.” 

Hverken Annika eller Emma har tidligere erfaring med at skrive om musik, de elsker den bare og nyder at skrive.

”Jeg har altid haft lyst til at kaste mig ud i musikjournalistik, men jeg har aldrig følt mig som en autoritet eller ekspert, der måtte mene noget om kunst og kultur,” lyder det fra Emma.  

Heri ligger et andet vigtigt spørgsmål i eksperimentet: Hvem må mene noget om en kulturel oplevelse?

Både de to anmeldere og Mathias Schønberg er enige om, at vi skal væk fra tanken om, at der er en ’rigtig’ måde at skrive om musik og kultur på. Nogle elsker den lange kunstkritiske tekst, der går i dybden, mens andre vil have umiddelbare anmeldelser, de kan spejle sig i.

”Der var det fedt, at P/A åbnede op for, at ’almindelige mennesker’ kunne få lov til at mene noget i et seriøst og anerkendt medie,” siger Emma.

Men selvom det har været et fedt forløb, har det ikke været nogen nem opgave for hende.

”Det er hårdt at mene noget og at forholde sig kritisk. Jeg har bøvlet med en indre anmelderstemme, som siger, at jeg ikke har autoritet til at mene noget. Det tager tid at overvinde den stemme og stå ved, at ens holdning er god nok. Men måske netop det, at jeg ikke er ekspert, er en styrke. Jeg kan fokusere på, hvad musikken gør ved mig og ikke tænke i guitarriffs og akkordprogressioner.

Emma drejer hovedet og henvender sig til sin anmelderkollega:

“Det er også det, der gør dine anmeldelser fede. De rammer den umiddelbarhed, som de fleste mennesker oplever, når de går til koncerter.”