3 hurtige til Sofie Jekel fra Roskilde Bibliotekerne
I 1969 blev et af landets første musikbiblioteker grundlagt på Roskilde Bibliotek. Det gav biblioteketet musikalsk fundament, som det lever videre på idag, fortæller kulturformidler Sofie Jekel. Polyfon har stillet Sofie 3 hurtige spørgsmål om hendes arbejde med musik på bibliotekerne, hvor hun finder sin inspiration og hvilke drømme hun har for Musikbyen.

Kulturformidler Sofie Jekel på Musikken i underetagen på Roskilde Bibliotek. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Kulturformidler Sofie Jekel på Musikken i underetagen på Roskilde Bibliotek. Foto: Aske Øland Kjærgaard
Sofie Jekel føler sig heldig. Hun er landet et sted, hvor hun får lov til at kombinere arbejde med sin helt store passion: musikken.
I 2017 blev hun ansat som bibliotekar på Roskilde Bibliotek. Ikke det værste sted at lande for en musiknørd. Roskilde Bibliotek hviler nemlig på en lang musikhistorie som hjemsted for et af Danmarks første musikbiblioteker, der blev stablet på benene i 1969. Musikken flyder stadig i Bibliotekernes årer i dag og er en stor drivkraft for de ansatte, som gør en dyd ud af at pleje et velkurateret musikbibliotek af nye og gamle vinyler og cd'er. Samtidig arbejder personalet for at styrke Roskildes fællesskaber gennem musikevents, nørdede lytteklubber og koncerter for store og små Roskilde-borgere.
I dag er Sofie Jekel ansat som kulturformidler på Roskilde Bibliotekerne, hvor hun sammen med to kolleger holder styr på bibliotekets nodesamling, og at udvalget af cd'er og vinyler er ajour med tiden og gør sig relevante for alle kommunens borgere - uanset alder og musikalske præferencer. Derudover udvikler og arrangerer hun de musikrelaterede events og koncerter på biblioteket med målet om at engagere og inspirere sit lokale publikum.
Sofie Jekels musikalske virke stopper dog ikke, når hun har fri fra biblioteket. Så tager hun en stak af sine bedste plader under armen og rejser ud i verden og spiller for dem, der værdsætter de ofte franske sange, hun spiller.
"Jeg er lige kommet hjem fra en tur til New York, hvor jeg var inviteret til at spille vinyler på en række barer og caféer," siger Sofie Jekel med den slags smil, man kun ser hos nyforelskede eller personer, der lige er kommet hjem fra en fed ferie med rygsækken fuld af friske minder. Jeg møder hende på biblioteket en torsdag formiddag, hvor biblioteket summer af liv, læselyst og inspiration.
Læs Sofie Jekel svare på 3 hurtige spørgsmål om hendes arbejde med musikken på Roskilde Bibliotekerne.

Sofie Jekel på Roskilde Bibliotek. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Sofie Jekel på Roskilde Bibliotek. Foto: Aske Øland Kjærgaard
Hvad optager dig ved dit arbejde med kultur - og især musikken - lige nu?
"Uha, mange ting – altid! Lige nu er jeg mest optaget af at skabe flere fællesskabsorienterede musikarrangementer, der samler forskellige målgrupper og spreder glæde i hele kommunen. Blandt andet arbejder jeg på en række morgensangsarrangementer med Roskilde Synger, hvor man kan få et skud endorfiner fra glæden ved sang, inden dagen for alvor begynder.
Derudover har jeg en ugentlig vagt i Viby - en bydel i hastig forandring på grund af tilflytning. Det åbner nye muligheder for at udvikle kulturtilbud, der kan styrke fællesskaberne. Her er jeg gået sammen med de frivillige i lokalforeningen KulturCosmos om at starte halvårlige kultursaloner i byens kulturhus og bibliotek, Cosmos. Formålet er at skabe en aften, hvor man kan få stillet sin sult efter fællesskab og kultur og samtidig gå hjem med ny viden og inspiration i rygsækken."
Biblioteket har en unik position i kommunen, fordi vi kan forbinde musikken med litteraturen, historien og de lokale fællesskaber.
"Det er spændende at arbejde i krydsfeltet mellem litteratur og musik. For nylig havde vi besøg af NewYorker-ikonet, sangerinde og digter Lydia Lunch, som fortalte om sin yndlingslitteratur og optrådte med et spoken word-arrangement sammen med en lokal violinist. Det pustede nyt liv i nogle af de bøger og cd’er, der ikke har været udlånt i årevis.
Biblioteket har en unik position i kommunen, fordi vi kan forbinde musikken med litteraturen, historien og de lokale fællesskaber. For eksempel fungerer vores lytteklubber godt som en ramme for fordybelse og fællesskab. Her mødes vi månedligt og dykker ned i udvalgte tematikker, deler viden og perspektiver og genopdager musikken sammen. Vi gør hinanden klogere og dyrker en dybere forståelse for musikkens betydning – historisk, æstetisk og personligt.
Vores onsdagskoncerter i samarbejde med Kulturskolen Roskilde giver eleverne mulighed at træde frem i et åbent og lyttende rum og afprøve deres evner for et publikum. På den måde bliver bibliotekerne ikke kun et sted, hvor musik bevares og formidles, men også et sted, hvor den skabes, udfordres og udvikles."
Hvor finder du inspiration i dit arbejde med musik på Bibliotekerne?
"Jeg finder den største inspiration i mødet med borgerne. Efter mere end syv år på bibliotekerne er jeg på fornavn med mange musiklånere. Vi får ofte en god, nørdet snak i udlånet om obskure jazzudgivelser eller de nyeste musikstrømninger og deler røverhistorier fra Roskilde Festivalen. De samtaler åbner døren til musikalske retninger og perspektiver, jeg ellers ikke ville have opdaget.
Derudover henter jeg inspiration i de mange kultur- og musikarrangementer, jeg deltager i. Jeg rejser gerne langt for en særlig koncert eller kulturbegivenhed, hvor jeg kan opleve musikken i nye kontekster og tage friske impulser med hjem.
Som DJ møder jeg mennesker med vidt forskellige musikalske baggrunde, hvilket udfordrer min egen
referenceramme og giver mig nye idéer til, hvordan musikken kan formidles og bringes i spil på bibliotekerne. Det er netop i den vekselvirkning mellem personlige oplevelser, fællesskaber og borgernes input, at de bedste idéer opstår."

Sofie Jekel foran Roskilde Bibliotek. Foto: Aske Øland Kjærgaard

Sofie Jekel foran Roskilde Bibliotek. Foto: Aske Øland Kjærgaard
Hvis du tænker fem år ud i fremtiden – hvad er så den største forandring, du håber er sket i Musikbyen?
"Vi har allerede mange gode initiativer at være stolte af, og jeg ser Musikbyen Roskilde som et fyrtårn for, hvordan musik og kultur kan bidrage til et bedre liv for borgerne.
Jeg håber, at Musikbystrategien om fem år fortsat er en prioritet for Roskilde Kommune, så vi som musikaktører kan sikre, at musikken forbliver en central del af borgernes liv og trivsel. Jeg håber også, at flere musikaktører ser bibliotekerne som et naturligt sted at skabe, opdage og dele musik, og at vi sammen kan være en aktiv del af byens musikalske puls."
Besøg Roskilde Bibliotekerne her.